Sommerkursus - Mixed media - uge 30, 2027

Mixed Media & komposition

5 dages sommerkursus · maks. 6 deltagere

På dette sommerkursus skal vi lege, eksperimentere og bygge billeder op lag for lag med farver, former, strukturer og forskellige materialer.

Vi arbejder med Mixed Media – men uden et fast motiv eller en bestemt fortælling, som værket skal ende med at udtrykke. I stedet tager vi udgangspunkt i selve den kreative proces og undersøger, hvad der sker, når forskellige overflader, materialer og maleriske spor møder hinanden.

Undervejs eksperimenterer vi med struktur, transparente og dækkende lag, papir, forskellige medier og andre materialer, der kan indgå i et maleri. Vi skal skabe, bygge op, dække til, skrabe tilbage og lade udvalgte spor fra de tidligere lag stå frem.

En vigtig del af kurset bliver komposition.

Hvordan får vi et billede til at fungere, når der ikke nødvendigvis er et genkendeligt motiv til at holde det sammen? Vi arbejder med balance, kontraster, former, retninger, gentagelser, negativt rum og fokuspunkter – og undersøger, hvordan selv små ændringer kan påvirke hele billedet.

Du kommer også til at arbejde med løse elementer og forskellige kompositioner, inden de endelige valg træffes. Det giver mulighed for at flytte rundt, prøve af og se, hvad der sker, før noget bliver en fast del af værket.

Kurset veksler mellem fælles oplæg, små eksperimenter og arbejdet med dit eget hovedværk. Undervejs får du individuel vejledning og hjælp til både de tekniske og billedmæssige valg.

Målet er ikke, at alle skal ende med billeder, der ligner hinanden. Tværtimod. Du får mulighed for at finde dine egne kombinationer af materialer, farver og former og arbejde dig frem til et personligt udtryk.

Og selv om vi giver plads til eksperimentet, arbejder vi hen imod, at du ved ugens afslutning står med et samlet værk – og ikke mindst med en større forståelse for, hvorfor et billede fungerer.

Praktisk

Kurset strækker sig over fem dage med undervisning kl. 10.00–16.00.

Vi er maks. 6 deltagere på holdet, så der er god tid til individuel sparring og vejledning.

Torsdag og fredag har du mulighed for at møde allerede kl. 9.00 og arbejde videre på egen hånd, inden dagens undervisning begynder.

Frokost, kaffe/the, frugt og lidt sødt er inkluderet alle kursusdage.

Du medbringer selv dine male- og Mixed Media-materialer. Ca. en måned før kursusstart modtager du en materialeliste og de sidste praktiske oplysninger.

Mixed media - sommerkursus uge 30